Baggrund
Hvad gør I allerede?
Udfordring
Kriterier
Udfordring.
Hvordan flytter vi 40 ha natur ind i byens pulserende liv? Hvordan kan vi på en kreativ og indbydende måde kommunikere og vise vores initiativ om, at vi laver et 40.000 m2 stort skov- og naturområde lokalt på Sydfyn – hvis man ikke lige står midt imellem træerne? Vores ønske er, at samarbejdspartnere, kunder, kollegaer, turister – og alle levende væsener – får mulighed for at sanse og opleve vores skov- og naturområde i lille skala – når de f.eks. står på Torvet i Svendborg eller møder os på en messe i Odense Congress Center.
Drømmescenarie.
Drømmen er, at vi får en løsning, der er både opsigtsvækkende og kan fungere i flere sammenhænge. Den skal tale mere til sanserne end til fornuften. Og i den helt ideelle verden skal den sørge for, at de der ”støder” ind i den går hjem og taler med naboen om den over hækken og inviterer hele familien på tur i ladcyklen ud til Skov- og Naturområdet for at få en oplevelse.
Hvad gør de i dag
SEF har en ambitiøs bæredygtighedspolitik med et helt klart formål: De vil skabe målbar og mærkbar forandring til gavn for miljø, klima og biodiversitet. De sørger for et stabilt og fremtidssikret elnet, og understøtter den digitale omstilling ved at udbygge og drive fibernettet på Sydfyn. De installerer fibernetværk, ladestandere og varmepumper over hele Danmark.
I 2025 påbegynder SEF anlægningen af SEF Skov- og Naturområde i Tved ved Svendborg. Et projekt, der skal gavne klima, grundvand, biodiversitet og lokalbefolkning. Projektet omkring etableringen af et skov- og naturområde, er en del af en række indsatser i SEF’s bæredygtighedspolitik. Indsatserne har til formål at skabe målbar og mærkbar forandring. Der er 6 indsatsområder og herunder 14 tilhørende målsætninger med initiativer, som strækker sig fra CO2 reduktion, måling og rapportering, energieffektivitet og biodiversitet, etableringen af et sydfynsk klimapartnerskab, til kompetenceudvikling og certificeringer. Du kan læse mere om SEFs bæredygtighedpolitik her.
Vigtigt at huske.
SEF har fire bundlinjer: SEF (forretningen), Kunder, Kollegaer og Samfund. Jeres løsning må gerne illustrere hensyn til de fire bundlinjer.
Formålet er at trække folk fra byen ud til skov- og naturområdet ved at “trække” skov- og naturområdet ind til byen.
Løsningen må gerne være en fysisk installation, men behøver ikke være begrænset hertil. Bare den kan fungere i sig selv - og uden strøm.
Løsningen må meget gerne tænkes ind i flere arenaer/miljøer.
Målgruppen er meget bred. Derfor må løsningen også gerne tale til et alsidigt publikum.
Skitse over SEFs skov- og naturområde.
Klik på billedet for at se fuld størrelse.
Fakta.
SEF er en energikoncern med mange aktiviteter, der leverer løsninger inden for et bredt område af energi, varme og kommunikation. SEF leverer også viden og vejledning om såvel deres kerneydelser som det omkringliggende samfund, klima og FN’s Verdensmål.
SEF er en lokal aktør med nationalt format. De dækker ikke udelukkende Sydfyn – men er et landsdækkende energiselskab, der kæmper for et grønnere Danmark.